// 12. September 2011 - Simons Bakke 25
Så er vi allerede igang med syvende uge her på kasernen, hvor vi idag startede med to timers førstehjælp, hvilket idag handlede om et skadested og dets opbygning ved flere personer, der er kommet til skade.
Vi fik at vide hvilke personer (læger, holdledere, sygeplejersker, politi og os), der skulle stå hvor og hvad de skulle lave, hvis vi skulle ud til en sådan ulykke.
I brand skulle vi så klæde om til den møgirriterende P-5 uniform, som er indsatsdragten, og idag var det silende regnvejr, og det var ikke just behagligt at være gennemblødt i den satans uniform, som så pludselig kommer til at veje bagdelen af en elefant, fy for en skefuld! - Den blev ellers dejligt klam og beskidt, og jeg haaaaader at gå rundt i sådan noget, og hvor jeg får sand og jord ind under ærmener, nøøj jeg kan slet ikke have det... Så det kan godt være jeg får lidt problemer med det fremover også! :-)
Men vi skulle altså prøve at lave en kørende slangudlægning idag, hvilket vil sige at man simpelthen tager slangerne direkte fra lastvognen, hvor den kører en 6-7 km i timen, og der så står en på ladet, samt en som tager imod for at placere den rigtigt i de givne situationer. Meget praktisk hvis man skal transportere vand over en distance på 2 km, istedet for at skulle rulle hver enkelt slange ud, for derefter at koble den til en ny.
Hver slangevogn havde for 750 meter slanger, som hele tiden er 100 % klar til at blive lagt ud.
Vi skulle også prøve at lave en bro, som jeg selvfølgelig ikke kan huske hvad hedder, hvor vi så ville kunne transportere en slange henover en vej, mens der samtidig kunne køre to biler igennem på sammen tid vel og mærket - lidt af en udfordring, men det lykkedes da til sidst, og nu er vi bare 100-meter mestre i det, ja vi er så!
Da vi endelig fik fyraften, stod den på en hurtig omklædning, og så en lille lur inden, vi skulle til teori endnu en gang, og det var ligeså kedeligt som det plejer at være, dog fik jeg en succesoplevelse idag, idét jeg kune havde 6 fejl i den evaluerende prøve, så fremad er det da gået - så må vi se på onsdag, om det bare var en heldig prøve, eller om det rent faktisk er lykkedes mig at blive bare en lille smule klogere på det punkt.
På mandag skal vi på køreteknisk anlæg, hvilket med al sandsynlighed nok skal blive sjovt, det var det da ihvertfald dengang jeg tog kørekort til bilen :-)
Efter teorien, blev det lige til en omgang styrketræning, og formen er så småt ved at blive forbedret hele tiden, dog er jeg stadig en smule frustreret over, at mit knæ ikke helt vil samarbejde med mig - for nu vil jeg gerne snart igang med fodbold igen!
Godnat fra Thisted
109, Østergaard
Ingen kommentarer:
Send en kommentar